• Don Ø sætter sit hus i Skodsborg til salg

    Source: BDK Finans / 24 Jul 2025 02:06:22   America/Los_Angeles

    »Et kapitel slutter – men kærligheden og minderne lever videre.« Sådan indleder den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard et opslag på Facebook torsdag morgen. Efter 28 år sætter han sit hus til salg. En villa i Skodsborg med baghave ud til Øresund. »Det er ikke bare et hus – det er rammen om et helt liv. Her har vi haft vores børn, vores venner, fester, glæder og stille stunder med udsigt over Øresund og med egen strand. Minderne sidder i væggene, og de er uvurderlige,« skriver Flemming Østergaard, der beskriver beslutningen som »en af de sværeste i hans liv«. Flemming Østergaard har flere gange i offentligheden været åben omkring, at hans hustru Inge lider af sygdommen Alzheimer – dette er også årsagen til, at huset nu sættes til salg. »Derfor har vi fundet en ny bolig, kun 400 meter væk, hvor hverdagen bliver lettere. Vi siger farvel til haven og arbejdet, men til gengæld får vi en altan, hvor vi kan sidde side om side og stadig nyde udsigten over havet,« skriver han videre. Det fremgår ikke af opslaget, hvad udbudsprisen bliver. Den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, selskabet bag fodboldklubben FC København – og i folkemunde kaldet Don Ø – erhvervede huset i 1997. Dengang lød salgsprisen på 6,8 millioner for den 268 kvadratmeter store villa. Det viser tal fra Boligsiden, hvor det også fremgår, at den seneste offentlige vurdering fra 2022 lyder på 28,9 millioner kroner. https://www.berlingske.dk/virksomheder/don-oe-saetter-sit-hus-i-skodsborg-til-salg
Share on,